Skip to Content

Monday, December 16th, 2019

Ballade i O. W. Bunkers konkursbo: Advokatfirma risikerer erstatningskrav på 1,1 mia. kr.

Closed
by August 30, 2017 General

Et hidtil ukendt slagsmål mellem konkursadvokaterne, der rydder op efter krakket i OW Bunker, kan koste et af landets største advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel, en erstatning i milliardklassen.

Det afslører en redegørelse til OW Bunkers kreditorer, som Finans har fået aktindsigt i.

Gorrissen Federspiel og partner John Sommer Schmidt får millioner for at behandle konkursboerne efter OW Bunker, men i jagten på at skaffe penge til kreditorerne har advokatfirmaet forpasset muligheden for at kræve over 1 mia. kr. tilbage fra den amerikanske investeringsbank Jefferies.

Ifølge redegørelsen rejste John Sommer Schmidt på vegne af OW Bunkers konkursbo krav om betaling af 182 mio. dollars (1,1 mia. kr.) mod Jefferies den 27. april 2016. Ifølge konkursloven skal et sådan krav imidlertid følges op af en stævning, og det nåede John Sommer Schmidt ikke, inden kravet blev forældet den 2. maj 2016.

Det missede milliardkrav fik Pernille Bigaard fra Plesner, der ligeledes er indsat som kurator i OW Bunkers konkursboer, til at kræve forløbet undersøgt, herunder om hendes medkurator fra Gorrissen Federspiel kan gøres erstatningsansvarlig.

Om OW Bunker
  • OW Bunker i Nørresundby gik konkurs i november 2014 – blot ni måneder efter at firmaet var blevet børsnoteret
  • Det blev oprettet som datterselskab i 1980
  • I 2007 blev selskabet købt af kapitalfonden Altor
  • I marts 2014 blev det noteret på fondsbørsen
  • OW Bunker var et af de største selskaber i verden inden for handel med skibsbrændstof
  • Selskabet havde over 600 ansatte fordelt på 38 kontor i 29 lande
  • I 2013 havde OW Bunker en omsætning på over 92 mia. kr.

Skifteretten i Aalborg har indvilget i dette, og derfor er Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten indsat som såkaldt ad hoc-kurator alene med det formål at undersøge, om konkursboet havde et berettiget krav mod Jefferies, og om Gorrissen Federspiel i givet fald kan gøres erstatningsansvarlig.

»Jeg er i gang med undersøgelserne og forventer, at kreditorerne får min vurdering sidst på året,« bekræfter Boris Frederiksen.

En af årsagerne til OW Bunkers kollaps var massiv spekulation i komplicerede finansielle papirer baseret på oliepriser. Spekulationen skete gennem Jefferies, som løbende krævede flere penge i sikkerhedsstillelse i form af såkaldte margin calls fra OW Bunker i ugerne op til konkursen.

Det er imidlertid kun tilladt, hvis markedsudviklingen har forringet de eksisterende sikkerheder.

Ud over at være oprydder i OW Bunkers konkursbo er Plesner også Jefferies danske advokatfirma. Derfor har kravet mod den amerikanske investeringsbank udelukkende været behandlet af Gorrissen Federspiel.

Sagen forgiftes yderligere af, at Gorrissen-advokat Marie-Louise Moltke-Leth hævder, at hun mundtligt aftalte at suspendere forældelsesfristen med Jefferies gennem Plesner-advokat Jørgen Permin i en telefonsamtale.

Det har Jørgen Permin afvist.

»I lyset heraf må det lægges til grund, at der ikke blev indgået en mundtlig suspensionsaftale,« hedder det i Boris Frederiksens redegørelse til OW Bunkers kreditorer.

Det fremgår af redegørelsen, at Boris Frederiksen blev bedt om at undersøge sagen allerede i maj 2016.

Konkursboets advokater har brugt revisionshuset EY til at undersøge forhold i boet, og redegørelsen afslører, at EY fortalte ham, at de foretagne margin calls svarede til samtidige markedsmæssige forringelser, og at der blandt andet derfor ikke var et berettiget krav mod Jefferies, hvilket han oplyste til skifteretten.

Men efterfølgende har han trukket den konklusion tilbage, fordi det har vist sig, at EY ikke havde  »foretaget en egentlig undersøgelse af«, om de foretagne margin calls svarede til samtidige markedsmæssige forringelser, og om det 1,1 mia. kr. store krav derfor var berettiget.

Opgøret efter OW Bunker
  • Specialkurator Halling-Overgaard har på vegne af konkursboet rejst et erstatningskrav på samlet 400 mio. kr. mod OW Bunkers tidligere revisor, Deloitte, den tidligere ejer, Altor, samt flere medlemmer af den tidligere ledelse. Kravet forventes forhøjet til 2,2 mia. kr. om kort tid.
  • Flere institutionelle investorer med ATP og PFA i spidsen har rejst to erstatningssager på i alt 833 mio. kr. mod bl.a. Altor, OW Bunkers konkursbo, den tidligere direktion og bestyrelse samt nøglemedarbejdere.
  • Mere end 2500 private investorer har stævnet den tidligere OW Bunker-ledelse og Altor med krav om erstatning på 321 mio. kr.
  • Sagen efterforskes desuden af bagmandspolitiet. Primært i relation til et tab på 750 mio. kr. i Singapore, som sammen med et tab på 900 mio. kr. i virksomhedens Risk Management-afdeling udløste konkursen. Tabet i Singapore har ført til en tiltale mod Lars Møller.
  • Finanstilsynet har opgivet at få rejst en straffesag mod OW Bunkers tidligere ledelse for at have ført investorer bag lyset med et misvisende prospekt.

Nu har Boris Frederiksen hyret EY’s konkurrent, PwC, for at få klarlagt, om Jefferies uberettiget har trukket penge ud af konkursboet.

»Jeg vil gerne være sikker på, at det er helt friske øjne, der kigger på dette forhold,« siger Boris Frederiksen, der ikke vil uddele karakterer til Gorrissen Federspiels arbejde med sagen.

»Det er ikke usædvanligt, at der kan ske fejl eller være mistanke om fejl. Det sker formentlig i alle brancher. Det usædvanlige er, at fejlen potentielt har den størrelse, som den har,« siger han.

Der er ikke fugls føde på den sag, og jeg har heller ikke hørt nogen sige, at der skulle foreligge et ansvarsgrundlag.

Tomas Haagen, managing partner i Gorrissen Federspiel

Hverken John Sommer Schmidt, Pernille Bigaard, Jørgen Permin eller EY vil kommentere sagen. Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Gorrissen-advokat Marie-Louise Moltke-Leth, men managing partner i Gorrissen Federspiel Tomas Haagen afviser, at advokatfirmaet har begået fejl.

»Det er en kompleks sag, og der er meget, som parterne ikke er enige om. Men hvis der skal foreligge et ansvar, skal der også være begået fejl, og det, mener vi, er ikke tilfældet.«

På spørgsmålet om, hvordan Gorrissen Federspiel vil håndtere et eventuelt erstatningskrav på 1,1 mia. kr., siger Tomas Haagen:

»Der er ikke fugls føde på den sag, og jeg har heller ikke hørt nogen sige, at der skulle foreligge et ansvarsgrundlag, så det er simpelthen for spekulativt til, at jeg vil kommentere, hvad det betyder. Vi går ikke ud offentligt og kommenterer på, hvordan vores økonomiske og forsikringsmæssige forhold er.«

Kim Sommer Jensen, professor i konkursret på Aarhus Universitet, mener, at sagen er »uheldig«.

»Men når vi nu har de uheldige omstændigheder, så er det klogt, at man beder en dygtig advokat om at vurdere, om der er foregået noget forkert,« siger han.

Previous
Next