Skip to Content

Wednesday, September 18th, 2019

Danskledet væksteventyr skydes af for seks mia. kr.

Closed
by October 25, 2016 General

En herhjemme ukendt dansk direktør har i løbet af få år – og med penge i ryggen fra Facebook-stifter Mark Zuckerberg – vokset en højteknologisk virksomhed fra mindre end 50 til knap 1.000 ansatte.

Selskabet Heptagon – der også tæller bestyrelseskongen Jens Due Olsen – er netop blevet solgt til et østrigsk selskab for knap 1 mia. dollar. Det er en af de største exits i Europa i år, og salget skal sætte endnu mere fut under væksten.

»Vi skal vækste virksomheden én gang til. Vi er i gang med en vanvittig investeringsfase og oplever en eksponentiel vækst,« siger Christian Tang-Jespersen, CEO i Heptagon.

»Vi bliver nok 2.000 mennesker inden for seks måneder«.

Han er oprindelig uddannet jurist, men skiftede i slutningen af 90’erne spor for at fokusere på den mere kommercielle del af erhvervslivet.

Heptagon
  • Producerer optiske sensorer til især mobiltelefoner, for eksempel til mobilkameraer eller til 3D-tracking.
  • Grundlagt for 20 år siden som finsk-schweizisk start-up med en ny, lovende teknologi til produktion af de små komponenter, på en billigere måde.
  • Investorer fra flere kontinenter har hjulpet Heptagon til vækst, herunder Nokia Growth Partners, GGV Capital og Iconiq Capital, der forvalter Facebook-stifter Mark Zuckerbergs pengetank.
  • I dag omkring 1.000 ansatte, med hovedkvarter i Zurich og produktion i Singapore og Kina, med en stejl vækstkurve.

Det førte ham til Asien, hvor han arbejdede som senior vice president for GN Store Nord i Asien-Stillehavsområdet.

Da han var ved at vende snuden hjemad, blev han tilbudt et job i Heptagon i Singapore og overtog styringen i 2010.

Dengang var producenten af optiske sensorer et »meget lille startup,« som Christian Tang-Jespersen formulerer det.

Seks år senere har schweiziske ams betalt op til 855 mio. dollar for firmaet – alt efter hvordan det klarer sig under de nye ejere – eller knap seks mia. kr.

Det svarer til 9,5 gange selskabet omsætning i løbet af de sidste 12 måneder, hvor indtjeningen vel at mærke var negativ. Derfor er der også lagt op til, at der skal vokses aggressivt.

»Vi udvikler os i ryk, og lige nu er vi i en lille bølgedal – nu skal vi tage næste ryk,« siger Jens Due Olsen, bestyrelsesmedlem i Heptagon siden 2011 og b.la. formand i NKT Holding.

I 2013 sendte selskabet, der er baseret på nordeuropæisk teknologi og holder til i både Schweiz og Singapore, ca. én mia. sensorer af sted til kunderne.

I år er det tal fordoblet, og der er kun udsigt til, at tempoet skrues yderligere i vejret.

Christian Tang-Jespersen vil ikke ud med, hvor meget han selv tjener på handlen, men da han blev ansat i 2010 var det på en venture capital-kontrakt, der typisk indeholder et stort element af aktier og optioner.

»Det er ikke en dårlig værdiansættelse (Heptagon er blevet solgt til, red.),« siger direktøren.

»Ellers ville jeg ikke have råd til at tage det her opkald – det er et udlandsopkald«.

Læs mere om, hvordan tre danskere – og Facebook millioner – har skabt Heptagons succes.

En præsentation af Heptagons produkter, som bliver brugt i mange mobiltelefoner i dag, samt anden forbrugerelektronik som tablets og spillekonsoller.

Previous
Next