Skip to Content

Wednesday, August 21st, 2019

Ekspert: Wozniacki er klar favorit i finalen

Closed
by September 23, 2017 General

TV 2 SPORTs tennisekspert Michael Tauson føler sig overbevist om, at Caroline Wozniacki søndag henter sæsonens første turneringssejr.

Se Wozniacki – Pavlyuchenkova direkte på TV 2 SPORT fra kl. 05.00 søndag morgen.

Der er noget, der tyder på, at syvende gang bliver lykkens gang for Caroline Wozniacki.

For selvom Wozniacki har tabt sine seks hidtidige WTA-finaler i år, så har den danske tennisspiller statistikken med sig, når hun søndag går på banen til finale nummer syv.

I finalen ved WTA-turneringen Toray Pan Pacific Open i Tokyo venter nemlig russiske Anastasia Pavlyuchenkova, som Wozniacki tidligere i karrieren har mødt seks gange – med hele fem danske sejre til følge.

Og selvom det er fem år siden, de sidst krydsede klinger, så bør Caroline Wozniacki da også være favorit til finalen, hvis man spørger TV 2 SPORTs tennisekspert, Michael Tauson.

– Jeg er ikke i tvivl om, at Caroline spillemæssigt er bedre end Pavlyuchenkova. Hvis hun har styr på sine server, returneringer – og spiller agressivt – så er hun klar favorit rent sportsligt, siger Michael Tauson og tilføjer et lille forbehold:

– Jeg er mere bekymret for, om de seks nederlag i de tidligere finaler i år sidder for meget i hovedet på hende. Hun vil så gerne vise, at hun kan vinde en finale i år, og nu står hun i den syvende. Men jeg håber, hun spiller lige så frit som mod Muguruza (i semifinalen red.), for så vinder hun den her kamp. Alle gode gange syv.

– Spørgsmålet er, om hun kommer til at tænke for meget på det, når hun står derinde. Men jeg håber, hun har taget så meget selvtillid med fra de indledende runder i den her turnering, at hun simpelthen glemmer, at hun ikke har vundet de seks første finaler, siger han.

Caroline Wozniacki er forsvarende mester ved WTA-turneringen i Tokyo, som hun har vundet både i 2010 og altså i 2016. Danskeren har da også ved flere lejligheder under indeværende turnering udtalt, at hun føler sig godt tilpas på banen i Tokyo, hvor hun nyder stor opbakning fra publikum.

Men på trods af den positive statistik og stemning, så er danskeren ikke selv så sikker på, at hun er favorit til kampen.

– Pavluchenkova har haft en rigtig god turnering og en god uge. Hun spiller meget aggressivt og spillede rigtig godt i dag (lørdag, red.). Så det bliver en svær kamp, og jeg bliver nødt til at gå ud og spille aggressivt. Serven og mine returneringer bliver det vigtigste, tror jeg, siger Caroline Wozniacki til WTA.

Lykkes det for Caroline Wozniacki at vinde finalen kan hun indkassere 193.850 dollars, samtidig med at hun stort set kan sikre sin plads ved WTA-sæsonfinalen i Singapore til oktober.

Previous
Next