Skip to Content

Saturday, August 17th, 2019

Indstillet til BT Guld: 'Tænk hvis hun trænede på fuld tid'

Closed
by December 29, 2017 General

Kajakroeren Emma Jørgensen er indstillet til BT Guld for at have vundet både sølv og bronze i henholdsvis 200 og 500 meter enerkajak ved VM. Det er andet år i træk, Emma Jørgensen er indstillet, efter hun sidste år kom i betragtning efter sin overraskende – men altså ikke tilfældige – sølvmedalje ved OL i Rio de Janeiro.

»Jeg har siden OL arbejdet fuld tid som malerlærling, mens jeg har været på halv tid i kajakken. Jeg er stadig under uddannelse og har været på skole, så det har jeg prioriteret, fordi jeg også gerne vil være en god maler. Man kan jo også få medalje til svendeprøven, og jeg er jo konkurrencemenneske, så jeg kan ikke lade være med at gå efter det.«

»Jeg fik først bronzemedaljen i 500 meter enerkajak. Alt spillede, som det skulle både inden og under løbet. Jeg fulgte min plan, som jeg skulle. Jeg gik godt nok rigtig kold de sidste 100 meter, men jeg gjorde alt for at holde min placering, for jeg kunne ikke nå at blive nummer ét eller to. Da jeg nåede 200 meter, forsøgte jeg at sætte tempoet op. Men jeg kunne godt mærke, at der ikke var så meget at give af. Det sad psykisk, og jeg tænkte, at mine arme gjorde ondt. Der fløj tusinde tanker igennem hovedet på det tidspunkt. Men det endte godt.«

»Jeg skulle ro finale igen dagen efter, så jeg sørgede for at få en masse god mad og lidt chips og slik. Jeg sidder ikke låst inde i et lille rum og tænker på løbet. Jeg hygger mig og nyder det. Jeg blev selvfølgelig smånervøs inden, men jeg glædede mig også, fordi mine forventninger til mig selv ikke var så høje, da jeg vidste, hvordan min sæson havde set ud.«

»Da jeg lå klar til start på 200 meter, tænkte jeg, at nu skulle den have. Det var det sidste løb, der rigtig gjaldt. Jeg fik en udmærket start, og det gjorde Lisa Carrington, der vandt, også. Jeg kunne fornemme hende på siden hele tiden. Jeg kom ud over den grænse, hvor det føltes sikkert. Men det var stadig kontrolleret. Det fik mig til at yde mit bedste. Jeg fik sølv, og det løb gik ud over alle forventninger.«

»Jeg ved godt, at jeg var et halvt sekund efter Lisa Carrington, men når det alligevel var så tæt, kunne jeg godt mærke en smule skuffelse, da jeg kom over målstregen. Men jo længere tid der gik, jo mere stolt blev jeg over mig selv.«

»Min spidskompetence er 500 meter, og det er dér, jeg helst vil lave det bedste resultat. Men jeg kan godt mærke, at jeg har præsteret lidt bedre på 200 meter. Dér er jeg blevet enormt stærk på kort tid. Især når man tænker på, at jeg holdt en lang pause efter OL. Men begge er OL-discipliner, så for mig er de lige meget værd.«

Jeg altid er glad, smilende og nede på jorden. Jeg behøver ikke de sociale medier for at komme frem i livet. Jeg behøver ikke at være en mediedronning for at nå til tops

Emma Jørgensen

»Min kæreste har sagt, hvad kunne det ikke blive til, hvis jeg trænede fuldt ud. Det er vildt nok at tænke på, at man kan blive så god, og man kan levere de resultater ved så lidt træning.«

»Det skal siges, at jeg trænede rigtig, rigtig hårdt i en måned op til VM, fordi jeg havde fået et nederlag ved U23-VM. Så sagde jeg til min træner: ’Zoltan (Bako), jeg skal ikke kigge på deres rygge. De skal se på min ryg, når jeg ror’. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det kan blive til med mere træning.«

Derfor fortjener jeg at vinde BT Guld…

»Jeg skal vinde BT Guld, fordi jeg netop har vist, at man både kan være eliteatlet og lave gode resultater, mens man også har meget fokus på sin uddannelse på samme tid. Hvis bare man har den rette indstilling og vilje til det, er jeg sikker på, at det hele sagtens kan lade sig gøre.«

»Jeg synes også, jeg skal vinde, fordi jeg altid er glad, smilende og nede på jorden. Jeg behøver ikke de sociale medier for at komme frem i livet. Jeg behøver ikke at være en mediedronning for at nå til tops. Jeg er 100.000 procent konkurrencemenneske, og det er også vigtigt for at nå til tops.«

»For mig er det vigtigt, at man er nede på jorden og er sig selv. Det er en god ting at have med i bagagen, når man skal vise sig frem. I stedet for at det hele er så falsk og forkert at se på.  Det er en stor del af mit liv. Jeg ved, at hvis jeg er så skide seriøs omkring alting, så leverer jeg ikke resultater.«

Jeg ville pege på Viktor Axelsen som vinder af BT Guld…

»Jeg synes helt klart, at Viktor har haft stor fremgang de seneste par år. Han har fra ung af vist, at han var på vej mod toppen. Han har kæmpet og villet det. For mig virker det også, som om Viktor er meget nede på jorden og er afslappet omkring tilværelsen, og hvordan han har det med tingene.«

»Jeg vil også sige, at jeg har været til Årets Fund med ham, og der virkede han ret seriøs med tingene i forhold til, at han ikke kunne tage et lille glas vin, og han tog hjem klokken 21. Vi er alle sammen vidt forskellige i forhold til vores sportsgrene, og det er helt fair. Han har måske haft sæson på det tidspunkt, hvor jeg jo er uden for sæson i december. Han virker bare stille og rolig, og så virker han ydmyg. Det synes jeg er ret fedt.«

Previous
Next