Skip to Content

Tuesday, August 20th, 2019

Kaospilot – en ny vilje, en ny verden

Closed
by September 29, 2016 General

»Vi er gået fra at være tålt til at blive accepteret og nu respekteret og anerkendt. Det er i min optik Kaospiloternes største succes: At vi er her, 25 år efter at det begyndte.«

Derfor mener Christer Windeløv-Lidzélius, rektor for Kaospiloterne i Aarhus, at der er god grund til at fejre sig selv, sådan som den anderledes uddannelsesinstitution gør de kommende dage. Det slutter fredag kl. 15-17 med en reception på skolen, der siden 2013 har haft til huse i Filmbyen på Sydhavnen.

»Alle er inviteret, man skal bare komme,« siger den 45-årige rektor, der selv tog uddannelsen som Kaospilot, dengang den nuværende formand for Alternativet, Uffe Elbæk, var rektor.

Han håber på mange gæster, kendte som ukendte, og folk, der bare gerne vil se, hvordan skolen tager sig ud.

Men først holdes torsdag og fredag Agenda Festival, som ifølge programmet »skal inspirere ledere, iværksættere og studerende til at skabe nye idéer på tværs af fagligheder.«

Iværksættere og ledere

En af dem, der skal lære fra sig på festivalen, er Espen Sivertsen, grundlægger af og direktør for en 3d-printer-virksomhed, der ligger i Silicon Valley i Californien.

Han er en af de godt 800 kaospiloter, der er uddannet fra den aarhusianske skole, og er et godt eksempel på, hvordan det er gået mange af eleverne: En tredjedel af dem definerer sig selv som iværksættere, og halvdelen fortæller, i en undersøgelse som Kaospiloterne har lavet, at de har ledelseserfaring.

Siden 1991 har Kaospiloterne omgivet sig selv og byen med et virvar af uddannelser og oplevelser.

»Det specielle ved denne skole er, at den er vokset ud af et ungdomsmiljø,« siger Christer Windeløv-Lidzélius.

»Vi ved, at vi har inspireret mange andre uddannelsesinstitutioner i hele verden. Vi holder kurser overalt – fra Brasilien til Sydeuropa, fra Singapore til Japan. Det er ved institutioner og virksomheder, som ønsker at forandre sig og gerne vil lære af os. Det tjener vi mange penge på.«

Interessen fra udlandets side afspejler sig også i elevsammensætningen. Hovedreglen er, at der er flest elever fra Danmark og de andre skandinaviske lande, men tæller man alle nationaliteterne sammen, kommer man op på 15 – Sydafrika, Australien, Spanien og Frankrig f.eks.

»Det siger lidt om, hvor kendt og anerkendt vores skole er,« mener Christer Windeløv-Lidzélius, der sagtens kan huske, dengang mange – politikere især – mente, at skolen var varm luft. Det betød, at skolen i et par år mistede statsstøtten. Den blev reddet af bl.a. Tuborgfondet.

Et friskt initiativ

»Når man kom fra Sverige, som jeg gør, talte vi ikke om varm luft, men om et friskt initiativ og en ny måde at lave uddannelse på, som talte til de unge. Den var seriøs og havde en masse indhold. En ny vilje, en ny verden – det var sådan, vi så på det.«

I dag er der statsstøtte igen – den dækker en tredjedel af budgettet på 16-17 mio. kr., siger Christer WindeløvLidzélius.

Resten kommer fra elevernes egenbetaling og indtægter fra kurser. Udover den treårige uddannelse til kaospilot udbyder skolen også kurser såsom Creative Leadership for professionelle. Desuden har skolen etableret sig i Bern i Schweiz.

Lige nu gælder det dog Sydhavnen, hvor alle er ved at finde sig godt til rette, siger rektoren.

»Vi havde en god historie i Mejlgade, hvor vi også havde en gennemstrømning af folk på en anden måde, end vi har her. Der er andre fordele ved at være her i Filmbyen – vi er i hvert fald glade for den vigtige opbakning, vi får her.«

Previous
Next