Skip to Content

Thursday, October 17th, 2019

Mærsk: Singaporeansk rederi kan være næste købsmål i containerbranchen

Closed
by July 19, 2017 General
Udgivet den 19-07-2017  |  kl. 08:29  |  

Maersk

I den øjeblikkelige konsolidering i shippingbranchen, hvor flere af de større containerrederier overtager mindre konkurrenter, kan næste opkøbsmål meget vel ligge i Singapore.

Sådan lyder vurderingen fra analysehuset Alphaliner, der efter kinesiske Cosco Shippings nylige bud op Orient Overseas (OOCL) fra Hongkong udpeger fire tilbageværende rederier som de mest oplagte bud på næste opkøb.

De fire rederier, som Aplhaliner nævner, er Yang Ming, Hyundai Merchant Marine (HMM), Zim og Pacific International Lines (PIL), og fælles for dem er, at de hver især sidder på en beskeden global markedsandel på mellem 1,5 og 2,8 pct., hvilket placerer dem i branchens midterfelt. Til sammenligning sidder markedslederen Maersk Line, der er ejet af A.P. Møller-Mærsk, på 16,7 pct.

Ud af de fire rederier er tre af dem – Yang Ming, HMM og Zim – dog tæt forbundet med deres respektive regeringer i Taiwan, Sydkorea og Israel. Det gør det ifølge Alphaliner mindre sandsynligt med en overtagelse, ligesom det er værd at bide mærke i, at alle tre enten har eller har haft økonomiske kvaler, som kan skræmme eventuelle købere væk.

Det efterlader PIL fra Singapore som det eneste ubehæftede rederi, skriver Alphaliner. Analysehuset nævner videre, at PIL på grund af sin nicheposition på særligt flere afrikanske handelsruter kan være et attraktivt opkøbsmål for større spillere, som er interesserede i at tage en større bid af dette voksende marked.

Mens Yang Ming, HMM og Zim har kunnet regne med økonomisk støtte fra deres lokale regeringer, så har PIL selv skullet stå for at få forretningen til at løbe rundt. Eksempelvis har rederiet for nylig hentet kapital via frasalg og skullet stille sikkerhed for at sikre banklån til at tilbagebetale udestående gæld.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Previous
Next