Skip to Content

Tuesday, August 20th, 2019

Når tidevandet går ud

Closed
by June 22, 2016 General

Det britiske pund har været presset i et års tid. I denne uge vendte stemningen. Der spekuleres i brexit og konsekvenserne for en valuta, der stadig fylder globalt, selv om der langt til dengang, at pundet var kendt som Sterling og definerede den globale valutahandel.

De første reaktioner kommer, når resultatet af afstemningen rammer de asiatiske markeder natten mellem torsdag og fredag. Der er mange ubekendte, og som denne historie fra det virkelige liv dokumenterer, vil banen ikke nødvendigvis være kridtet op, som man tror.

Første gang, det britiske pund kom under pres efter devalueringen i 1949, var i slutningen af 1960’erne. Storbritannien var kommet ud af krigen som vindere, men ludfattig. Pundet var overvurderet, men kursen lå fast baseret på amerikanske dollars og guld. Et væsentligt element i pundets styrke var Sterling-området.

Det var bygget op omkring det gamle imperium og Commonwealth-landene fra Australien til Indien og Irland og masser af mindre territorier – inklusive Singapore.

I november 1968 blev presset for stort, og pundet devalueret.

Det var et problem for alle de lande, som i overensstemmelse med aftalerne for Sterling-området havde parkeret deres valutareserver i britiske pund i Bank of England. De reserver var nu pludselig betragteligt mindre værd.

For Singapore var situationen specielt prekær. Kun tre år tidligere var bystaten gået solo efter at have forladt kolonitiden i 1963 som en del af Malaysia. Singapores største arbejdsplads var den britiske flådebase, som stod foran lukning. Men Singapore var blevet lovet en fornuftig kompensation bl.a. på grund af den valutariske loyalitet, og fordi landet uden ressourcer blev betragtet som ludfattigt.

Da devalueringen var en kendsgerning, og skaderne skulle gøres op, måtte Singapore gå til bekendelse. Regeringen havde opbygget en skjult valutareserve hovedsagelig i amerikanske dollars.

I stedet for de forventede 90 ppct. lå kun omkring 50 pct. af Singapores formue som pund i London.

Afsløringen kom som et chok. Singapore var trods sin lidenhed et vigtig fundament for pundet som Sterling-områdets femte-største indehaver af pund efter Australien, Hongkong, Kuwait og Malaysia.

Der spekuleres i brexit og konsekvenserne for en valuta, der stadig fylder globalt, selv om der langt til dengang, at pundet var kendt som Sterling og definerede den globale valutahandel.

Det britiske finansministerium havde trods de tætte forbindelser og et stærkt internationalt kontrolapparat ingen anelse om, at nationen havde et større milliardbeløb skjult på kistebunden.

Der blev iværksat omfattende undersøgelser, men hverken Whitehall eller Bank of England kunne kaste lys over sagen. Man måtte nøjes med at konstatere, at med den formue måtte Singapore betragtes som ”et rigt land” – og at den ekstraordinære kompensation for baselukningen måtte revurderes.

Hemmelige forhandlinger og skarpe udvekslinger endte senere i en fælles forståelse, efter at Singapore havde forklaret, at landet trods alt havde mistet et større beløb, stadig ville holde reserverne i pund – men i øvrigt definerede valutareserver på to måder. Den ene var de reserver, der lå i London som garant for Singapore-dollaren. Den anden var overskuddene på statens finanser. I en hidtil ukendt sondring skelnede man mellem ”monetary reserves” og ”non-monetary reserves”. De sidste var de løbende overskud, som Singapore argumenterede ikke skulle blandes sammen med de faste reserver.

Den sondring blev senere grundlaget for opbygningen af Singapores velpolstrede pengetanke GIC og Temasek. De er i dag er blandt verdens 10 største regeringsfonde og yder væsentlige bidrag til statskassen, mens Singapore-dollaren teoretisk set er holdt uden for dette loop.

Devalueringen i 1968 medførte flere års uro på de internationale valutamarkeder, og i begyndelsen af 1970’erne brød fastkurspolitikken definitivt sammen efter at USA brød bindingen til guld – det såkaldte Nixon-chok. I dag har enkelte lande stadig en fastkurspolitik for eksempel i forhold til den amerikanske dollar, men begivenhederne i 1968 var begyndelsen til enden.

Singapore-sagaen, fortalt detaljeret i en e-bog af den tidligere GIC direktør Freddy Orchard, illustrerer bedre end så meget andet at de underliggende strukturer ofte er anderledes, end det fremgår af den daglige handel og vandel, og at markeds-reaktioner derfor ofte er uforudsigelige.

Brexit afstemningen vil uundgåeligt udløse valutauro, men hvor, hvornår og i hvilken retning er alles gæt. Som man siger i finansverdenen: Når tidevandet går ud, ser man, hvem der bader nøgne.

Previous
Next