Skip to Content

Thursday, November 21st, 2019

Sportsdøgnet: Leicester-venlig dommer fjernet fra Tottenham-kamp

Closed
by April 14, 2016 General

Fodbold: Mandagens Premier League-kamp mellem Tottenhams titelbejlere og Stoke får en anden dommer end oprindeligt planlagt. Dommerkomitéen har nemlig sat dommer Kevin Friend fra bestillingen. Årsagen er, at der for alt i verden ikke må skabes den mindste tvivl om Kevin Friends’ objektivitet. Friend bor nemlig i Leicester, som han også følger tæt på hjemmebanen King Power Stadium, og Leicester er som bekendt sensationsholdet, der blot er tre sejre at sikre sig Premier League-titlen for snuden af Tottenham. Kevin Friend får i stedet til opgave, at sørge for, at tirsdagskampen mellem Newcastle og Manchester City forløber i god ro og orden.

Doping: Endnu en positiv prøve for stoffet meldonium er dukket op i kølvandet på det indendørs atletik-VM i Portland, USA, i marts. Denne gang er det sølvvinderen i kvindernes 7-kamp, ukraineren Anastasia Mokhnyuk, der er testet positiv.

Formel 1: McLaren-køreren Fernando Alonso er tilbage i træningsfeltet til det kinesiske grandprix i Shanghai i denne weekend. Spanieren fik startforbud i Bahrain for et par uger siden, da lægerne fandt det farligt, at lade ham starte ovenpå en ulykke i sæsonens første løb i Melbourne. Efter fredagens træning skal Alonso til kontrol igen. Derefetr vurderer lægestaben, om han er fit nok til at køre kvalifikation lørdag og selve løbet søndag.

Fodbold: Tre dage inden derbyet mellem FC København og Brøndby i Parken, er det stadig uvist, om Brøndby får støtte fra sine fans på udebaneafsnittet. Onsdag meddelte Brøndby Support og de aktive fangrupper, at man vil takke nej til billetter til kampen. Årsagen er, at fansene føler sig uretfærdigt behandlet af FCK, som har fremsat en række krav, der gør det svært for Brøndbys fans at støtte deres hold med en tifo. Ritzau erfarer torsdag dog, at parterne er i dialog i forsøget på at finde en løsning inden kampen.

Fodbold: Mens klubben hoster og hakker sig igennem Premier League, har Manchester United fortsat mulighed for at hente succes i FA Cuppen. Onsdag aften spillede Louis van Gaals mænd sig i semifinalen med en 2-1-sejr i omkampen mod West Ham. På Upton Park holdt gæsterne hovederne kolde i en fjendtlig atmosfære, og selv om West Ham så meget til bolden, var r United-spillerne bedre til at skabe chancer. Teenageren Marcus Rashford scorede et pragtmål ti minutter efter pausen for United, mens Marouane Fellaini fulgte op med en mere tilfældig scoring. James Tomkins reducerede. I semifinalen møder Manchester United Everton 23. april. Den anden semifinale står mellem Crystal Palace og Watford og spilles dagen efter. Begge slag afvikles på Wembley i London.

Se unge Rashfords kongekasse for Manchester United

Fodbold: Svenske Markus Holgersson bliver ny mand i AaB’s superligatrup fra denne sommer, når forsvarsspilleren tiltræder på en toårig kontrakt. Holgersson har de seneste sæsoner været viceanfører i cypriotiske Anorthosis Famagusta FC, og før opholdet på Cypern var den 30-årige midterforsvarer anfører for New York Red Bulls i to sæsoner. Han er noteret for en A-landskamp for Sverige i 2012.

Tennis: Maria Sharapova skal trods det internationale antidopingagentur Wadas opbløden i de mange sager om dopingstoffet meldonium stå skoleret overfor det internationale tennisforbund ITF. Maria Sharapova blev testet positiv under Australian Open i januar i den periode, som Wada i går udpegede som en slags ’tvivlsom gråzone’ for positive prøver. Test foretaget i perioden 1. januar til udgangen af februar indeholdende under et mikrogram meldonium per milliliter vil ikke blive betragtet som strafudløsende ifølge Wadas nye retningslinjer.

Atletik: Abdi Hakin Ulad (Hvidovre), Lars Budolfsen (Sparta) og Jesper Faurschou (Herning) stiller alle til start i maratonløbet Hamburg på søndag. Løbet gennem den nordtyske storby er sidste mulighed for at sikre sig en billet til OL i Rio. Kravet er en tid under 2.15,15 timer. Træner Leo Madsen vurderer, at Abdi Hakin Ulad har de bedste mulighed for at komme under OL-kravet, da han bl.a. har forberedt sig med højdetræning i Kenya.

Håndbold: Det danske mænd skal forbi Ungarn, Holland og Letland, hvis de vil være med ved EM-slutrunden i Kroatien i 2018. »Jeg vurderer det til at være en fornuftig gruppe. Jeg kender ikke ret meget til Holland og Letland, men Ungarn er selvfølgelig et godt hold med mange gode spillere«, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson. De to bedste hold i hver af de 7 kvalifikationsgrupper samt den bedste 3’er kvalificerer sig til EM-turneringen.

Golf: Vijay Singh fra Fiji stiller ikke op ved OL i Rio. Det er ifølge golfchannel.com det myggebårne zikavirus, der afholder Singh fra at tage til Brasilien og deltage ved OL.

Fodbold: Manchester City kan se frem til en straf, efter at Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har indledt en sag mod klubben. Baggrunden er Champions League-opgøret onsdag aften, hvor Manchester City ekspederede Paris Saint-Germain ud af turneringen før semifinalerne. Under kampen blev der antændt fyrværkeri, og Uefa meddeler, at man vil behandle sagen, når forbundets disciplinærkomité mødes den 19. maj.

Fodbold: Bosnien-Hercegovina bliver Åge Hareides tredje modstander som dansk landstræner, når de to lande 3. juni mødes på japansk grund i turneringen Kirin Cup. »Det er rigtig fint, at vi starter mod Bosnien, som er en stærk modstander, der har samme måde at spille fodbold på som Rumænien, som vi skal møde i VM-kvalifikationen. Det var en af årsagerne til, at vi sagde ja til at deltage i Kirin Cup«, siger Åge Hareide. Fire dage senere spiller landsholdet enten finalen eller bronzekampen i turneringen. Her venter enten Japans værter eller Bulgarien.

Basketball: En 20 år gammel NBA-rekord er faldet. Golden State Warriors, den forsvarende NBA-mester, vandt natten til torsdag sæsonens sidste grundspilskamp med 124-104 over Memphis Grizzlies, og dermed nåede Golden State op på 73 sejre i 82 kampe i grundspillet. Det er en enkelt sejr mere, end Chicago Bulls opnåede i 1995/1996-sæsonen. Golden States præstation gav endda genlyd i Washington.

Formel 1: Når starten til det kinesiske grandprix går på søndag, så vil det maksimalt være med verdensmesteren Lewis Hamilton placeret i sjette position. Mercedes og Hamilton er nemlig idømt en straf på fem placeringer, allerede inden der bliver kørt træning og kvalifikation. Straffen har han fået på grund af ændringer med en gearboks. Ifølge reglerne skal kørerne bruge den samme gearboks i seks løb i træk. Lewis Hamilton jagter sæsonens første sejr, efter at holdkammeraten Nico Rosberg har vundet de to første grandprixer.

Fodbold: Det danske OL-hold bliver i eftermiddag kl. 15.30 parret med tre modstandere ved OL-lodtrækningen på Maracana i Rio. Danmark er i seedningslag 4 sammen med Tyskland, Algeriet og Colombia. Danskerne kommer i gruppe med et hold fra hvert af de tre øvrige seedningslag: 1- Brasilien, Argentina, Mexico, Japan. 2 – Nigeria, Sydkorea, Honduras, Irak. 3 – Sverige, Fiji, Portugal, Sydafrika.

Badminton: Viktor Axelsen er færdig ved Super Series-turneringen Singapore Open. Danskeren tabte i anden runde til sydkoreanske Son Wan Ho med 21-14, 12-21, 7-21.

Previous
Next