Skip to Content

Tuesday, October 15th, 2019

Trumps USA slår EU stort på handelsområdet

Closed
by July 22, 2017 General

SINGAPORE — Fredag den 23. juni landede en større ladning amerikanske bøffer i Kina. Det var den første afskibning fra USA i 14 år og et direkte resultat af Xi Jinpings forhandlinger med Donald Trump i Florida i begyndelsen af maj. Selvfølgelig var der en masse symbolpolitik i den hurtige leverance. Men bøfferne lå der altså.

Det var dårligt nyt for EU.

Ikke på grund af konkurrencen – det var især skidt for de australske eksportører – men fordi den hurtige ekspedition dokumenterer, at America First konceptet virker betydeligt bedre end EU’s (og Japans) mantra om store forkromede handelsaftaler som vejen frem. Især når årelange forhandlinger alligevel munder ud i bureaukratiske fimbulvintre.

I onsdags mødtes kinesiske topforhandlere igen med deres amerikanske modparter i Washington. Der blev talt handel. Sådan helt konkret. Det er verdens to største økonomier, der gennem tosidede aftaler nu finder ud af, hvordan man bedst tjener hinandens interesser. Ingen behøver at være i tvivl om, at der bliver forhandlet aftaler på plads, og at de bliver gennemført relativt hurtigt.

Kontrasten kunne observeres for et par uger siden, da jublende EU-embedsmænd om onsdagen før G20-mødet i Hamburg meddelte, at EU og Japan efter mere end fire års forhandlinger havde indgået en frihandelsaftale. Den blev hyldet af EU-lederne i de rigtige tonefald, og de europæiske og japanske medier slugte historien råt. Her var beviset på, at det kan lade sig gøre og giver mening.

Men blev der nu også indgået en aftale?

Det kan der til en vis grad svares ja til. Der blev i hvert fald fastlagt nogle principper for en aftale. Men man kan roligt gå ud fra, at den aldrig bliver til noget ude i den rigtige verden.

Handelspolitisk har EU malet sig op i et hjørne.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Selv om aftalen blev præsenteret som et færdigt projekt, erkendte forhandlerne, at der stadig var uafklarede problemer. Dem håber de at have løst inden årets udgang, så aftalen kan træde i kraft engang i 2019.

Det kan næsten med statsgaranti siges, at det ikke sker. En af de udestående problemstillinger er kompetencefordelingen: Hvem kan afgøre stridsspørgsmål.

EU-Domstolen opererer med to begreber: Delt kompetence eller eksklusiv EU-kompetence. Det dækker over, om EU-Domstolen skal afgøre juridiske eller kontraktlige stridigheder mellem private virksomheder og staten/det offentlige, eller om parterne selv kan aftale, hvem der skal være dommer.

Hvis parterne selv har ret til at udpege en opmand uden om EU-Domstolen, har EU-Domstolen besluttet, at en frihandelsaftale skal godkendes af ikke bare EU og de 28 (eller 27) medlemslande, men af 38 nationale og regionale forsamlinger, inklusive parlamentet i Wallonien som var tæt på at lægge en fuldstændig uproblematisk EU-aftale med Canada i graven.

Som aftalen mellem EU og Japan er skruet sammen, er det næsten givet, at den skal på rundtur til de 38 parlamenter, som alle skal være parat til at godkende den. Alternativet er, at EU og Japan fjerner muligheden for at afgøre uenigheder uden om den centrale juridiske overmyndighed. EU-optimisterne mener, at det blot er et teknisk spørgsmål, som nemt kan løses med et pennestrøg.

Virkeligheden kommer til at se helt anderledes ud.

Beviset kom i maj, da EU-domstolen omsider kom med en afgørelse i den årelange saga om frihandelsaftalen mellem EU og Singapore. Den blev færdigforhandlet i slutningen af 2012 og underskrevet i 2014. Siden rullede den rundt i EU’s korridorer, indtil den havnede hos domstolen, som for to måneder siden dømte, at den nu skal på rundtur i Europa, før den i givet fald kan træde i kraft.

Den aftale anså EU som den nemmeste skabelon for aftaler med Asean og områdets 10 nationer. Intet kunne være lettere end erhvervsfokuserede Singapore, og EU har hele tiden fastholdt den aftale som rollemodellen for alle de andre.

I den sammenhæng nåede hykleriet ekstreme højder, da en official EU-talsmand efter offentliggørelsen af Singapore-afgørelsen erklærede, at aftalen er en ”stifinder-aftale” for en Asean-EU-aftale, og at en ratificering vil »signalere EU’s interesse for og forpligtelse af engagementet med en hastigt voksende region«.

Det er nu syv år siden, forhandlingerne begyndte, og der er ingen udsigt til, at aftalen bliver realiseret på denne side af 2020 – om nogensinde.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Det er nu syv år siden, forhandlingerne begyndte, og der er ingen udsigt til, at aftalen bliver realiseret på denne side af 2020 – om nogensinde. Samme skæbne vil overgå Japan-aftalen. Midt i den almindelige EU-jubel konstaterede Japans ambassadør i London, at det i bedste fald vil tage flere år at få brikkerne til at falde på plads. Som en vigtig politisk krølle vurderede han, at der var større chancer for, at Storbritannien kom før EU med en aftale med Japan.

Bag den bemærkning lå, at Theresa May få dage efter EU-erklæringen gennemførte hemmelige forhandlinger med Japan om fremtiden efter brexit. Theresa May lod forstå, at hun bakker op om EU-aftalen og forventer at bruge de bedste elementer i en tosidet britisk aftale med Japan, når hun og nationen har forladt unionen.

Også på det punkt ser den tosidede strategi betydeligt mere lovende ud. May snakker først og fremmest biler og finansindustri. Hun skal hverken forholde sig til italienske sko, franske oste, tolkninger af menneskerettighederne eller EU-domstole, når hun (eller hendes afløser) skal snakke handelsaftaler med Japan.

Handelspolitisk har EU malet sig op i et hjørne. Trumps USA har vist vejen frem. Fremtiden ligger ikke i årelange forhandlinger om bureaukratiske luftkasteller. Den ligger i hurtige og konkrete aftaler mellem partnere, og G20-landenes accept af retten til at benytte »legitime handelsforsvars-instrumenter« til at beskytte egne markeder.

Previous
Next