Skip to Content

Friday, September 20th, 2019

Vil Trump tackle Nordkorea?

Closed
by December 30, 2016 General

Nordkorea gennemgår i disse år en ofte overset forandring. Den nye forfatning slår fast, at »staten skal beskytte privat ejendom og ved lov garantere retten til at arve den«.

I år er det private boligmarked blevet introduceret, og på statsbudgettet kom rekordhøje 23 procent fra »lokale kilder«, der er et udtryk for private foretagender.

Hele brancher fra restauranter til transportsektoren er ved at blive præget af private aktører. Den gennemsnitlige nordkoreanske familie menes i dag at få hovedparten af sin indkomst fra den private økonomi, nyrige købmænd er opstået, og hundredvis af nordkoreanere studerer på business schools i bl.a. Singapore.

Engelsk er i dag et skolefag og så populært, at mange bedrestillede hyrer privatlærere til deres børn, selv om der i Nordkorea stort set ikke findes engelsksproget litteratur eller mulighed for at rejse til engelsktalende lande. Men nordkoreanerne har forventninger om en åbning mod verden.

Vi kan dog ikke automatisk forvente en økonomisk udvikling som i Kina og slet ikke den i Vesten udbredte forestilling om, at økonomisk liberalisering i sig selv vil føre til et liberalt politisk klima. Nordkorea er først og fremmest et konfuciansk land: Man affinder sig med sin skæbne, grænserne for ens muligheder og sociale status.

USA spiller en afgørende rolle for udviklingen på Den Koreanske Halvø, og dets præsident er tvunget til at forholde sig til det delte Korea som et af de væsentligste internationale konfliktområder overhovedet.

Burger med Kim Jong-un

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har om forholdet til Nordkorea udsendt en række forskellige signaler. Han har udtalt, at den unge leder i nord nok er forrykt, men at man alligevel må give ham en vis kredit for i en meget ung alder at have magtet at overtage og styre landet efter sin fars død. Det var der ikke mange, der kunne gøre ham efter, mente Trump.

Han har også antydet, at han kunne mødes med Kim Jong-un over en hamburger og samtidig få drøftet de reelle problemer.

Nordkorea blev nærmest jævnet med jorden under Koreakrigen. Der har været våbenstilstand siden 1953, men ingen fredsslutning, og i alle disse år har der reelt været undtagelsestilstand med henvisning til den uafsluttede krig.

Tilstanden er blevet det normale, og alt fra strømafbrydelser til forsyningsvanskeligheder tilskrives den evige krigs modpart: USA. Selv om det officielt var FN, der førte krigen mod Nordkorea.

I 2001 advarede den daværende præsident George W. Bush Irak og Nordkorea om, at de ville blive »holdt ansvarlige«, hvis de udviklede masseødelæggelsesvåben.

Det skete for Irak i 2003, hvor USA med sine allierede, herunder Danmark, invaderede landet og forårsagede regimeændring. Allerede under optakten til invasionen havde nordkoreanerne travlt med at fortælle, at de havde et hemmeligt atomprogram med beriget uran under opbygning.

Bomber som forsvar

I 2004 foreslog USA Nordkorea at følge Libyens eksempel med at opgive sit atomprogram for til gengæld at komme ind i varmen økonomisk og diplomatisk. I 2011 blev Muammar Gaddafi dræbt, og regimet endelig omstyrtet. Vestens ’belønning’ blev noteret i Nordkorea.

I modsætning til ’regimeændring’ i f.eks. Irak vil et angreb på Nordkorea føre til regimets forsvinden, da formålet med ændringen, hvis den lykkes, vil være at indlemme nord i det eksisterende Sydkorea.

Det levner ingen plads til den nuværende nordkoreanske elite, og netop denne plan kan vise sig farlig, hvis omverdenen presser landet op i en krog. Lederne i Pyongyang vil gøre prisen for en ’regimeændring’ så høj, at ingen udefra vil gøre forsøget.

Eliten i Nordkorea skønnes at udgøre omkring 10 procent af befolkningen, og den vil formentlig kæmpe lige så hårdt for sine privilegier, som Bashar al-Assads alawitter, der udgør et tilsvarende mindretal i Syrien.

Ironisk nok er status quo også en ideel situation for USA, der kan legitimere tilstedeværelsen af store troppe-, fly- og flådestyrker tæt på Kina grænse.

Nordkorea forekommer temmelig upåvirkelig af kræfter udefra, og man reagerer med de muligheder, man har, med det erklærede mål at »få USA til af afstå fra sin fjendtlige politik«. Nordkorea havde advaret om dette års a-bombesprængning, som dog kunne undgås, hvis omverdenen tog forsonende skridt over for landet.

På randen af krig

I udlandet blev det set som afpresning, og det samlede resultat var, at sådanne forhandlinger blev skubbet længere væk. FN vedtog nye sanktioner, og denne gang stod både Kina og Rusland sammen med de vestlige lande.

Militært har bomben ingen betydning: Det mindste forsøg på at bringe den til sprængning uden for Nordkorea vil i løbet af kort tid føre til statens udslettelse. Men foreløbig er lederne i Pyongyang overbeviste om to ting: For det første at de er truet på livet af USA, og for det andet at atom- og missilprogrammet har forhindret USA i at gennemføre planen om regimeændring.

Er der et alternativ til denne balancegang på randen af krig? Den tidligere sydkoreanske præsident Kim Dae-jung er landets indtil nu eneste nobelprismodtager, og var overbevist om, at en fortsat isolation af regimet i nord var kontraproduktivt.

Derfor argumenterede han for, at Vesten – og verden – skulle engagere Nordkorea, gå i dialog, påvirke og sørge for, at det, der allerede var af reformtanker, blev støttet og styrket.

Der skete en hel del på Den Koreanske Halvø under Kim Dae-jung, og forholdet mellem Nordkorea og omverdenen blev mærkbart forbedret, men da USA under George W. Bush fik brug for en ikke-muslimsk fjende i »ondskabens akse« valgte man Nordkorea, og dette satte en stopper for yderligere forsoning mellem Syd- og Nordkorea.

Fredspris til Trump?

Kan man overhovedet ændre noget med sanktioner? USA’s blokade af Cuba lykkedes aldrig, fremhæver nordkoreanerne. Og med erfaringerne fra Mellemøsten in mente kan man vel også slå fast, at selv hvor regimeforandringer lykkes, er prisen katastrofal og umenneskeligt høj.

Måske er det snarere samhandel, investeringer og dialog, der efter 60 års nytteløs konfrontationspolitik er brug for?

USA hævder stadig, at dets topprioritet er at stoppe Nordkoreas atom- og missilprogrammer. Men der er intet i det, USA foretager sig, der kan motivere Pyongyang til at opgive disse programmer, tværtimod er der mange grunde til at fortsætte ad denne vej. Der kan ikke gøres fremskridt i reelle forhandlinger, før USA indser det.

Det viser dog gode takter, at USA’s kommende præsident har nævnt, at det kunne overlades til Kina at finde en fredelig en løsning på Den Koreanske Halvø. Denne idé er ligefrem god og realistisk, især hvis Trump ikke sender sin udenrigsminister for at fortælle kineserne, hvordan de skal håndtere problemet.

Hvis han fastholder denne idé og aftaler dens gennemførelse med kineserne i et ligeværdigt partnerforhold, bør Obama overveje at afgive Nobelprisen til sin efterfølger, eller også bør Nobelkomiteen føje Trump til listen over utraditionelle og uventede prismodtagere. 

Geir Helgesen er senior researcher og direktør for Nordic Institute of Asian Studies.

Kåre Bluitgen er forfatter til bogen ’Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un’

Previous
Next